17.07.2025
Om antal personer og fuldtidspersoner
Hvad viser målingen?
Måling 1: Antal personer
Målingen viser, hvor mange personer der har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb inden for den valgte periode.
Måling 2: Antal fuldtidspersoner
Målingen viser antal personer omregnet til fuldtidspersoner på ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb ved hjælp af den gennemsnitlige varighed inden for den valgte periode.
Måling 3: Fuldtidspersoner i pct. af arbejdsstyrken
Fuldtidspersoner i pct. af arbejdsstyrken Målingen viser antal fuldtidspersoner på ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb opgjort som andel af de 16-66-årige i arbejdsstyrken.
Måling 4: Fuldtidspersoner i pct. af befolkningen
Fuldtidspersoner i pct. af befolkningen Målingen viser antal fuldtidspersoner på ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb opgjort som andel af de 16-66-årige i befolkningen.
I målingerne indgår også forløb, hvor der er registreret en skattelinje til modtageren, fordi personen i jobafklaringsforløb modtager løn fra sin arbejdsgiver og arbejdsgiver modtager refusion svarende til ressourceforløbsydelsen for jobafklaringsforløb.
Hvordan er målingen beregnet?
Måling 1: Antal personer
Målingen er opgjort som antal enkeltpersoner, der har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb i den valgte periode. Personer, der har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb flere gange inden for den valgte periode, tæller kun med én gang i opgørelsen. Hvis man f.eks. har valgt perioden ét år, og en person har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb to eller flere gange inden for dette år, vil personen således kun tælle som én person i opgørelsen.
Foretager den enkelte kommune modregning i ydelsen som følge af modregningsreglerne, og udbetales der som følge heraf ikke ydelse til borger, tæller personen ikke med i den periode hvor der ikke udbetales ydelse.
Måling 2: Antal fuldtidspersoner
Målingen er beregnet som antal uger, hver enkeltperson har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb inden for den valgte periode divideret med det antal uger, som hele perioden dækker. Hvis man har valgt perioden ét år – og dermed 52 uger – og en person har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb i 26 uger, vil personen tælle med som en halv person i opgørelsen af antal fuldtidspersoner.
Måling 3: Fuldtidspersoner i pct. af arbejdsstyrken
Målingen er beregnet som antal fuldtidspersoner (jf. måling 2) divideret med antal personer mellem 16 og 66 år i arbejdsstyrken, dvs. personer som enten er i beskæftigelse eller er ledige.
Måling 4: Fuldtidspersoner i pct. af befolkningen
Målingen er beregnet som antal fuldtidspersoner (jf. måling 2) divideret med antal personer mellem 16 og 66 år i befolkningen.
Hvad kan målingen fordeles på?
Målingen skal fordeles på geografisk område og periode. Derudover kan målingen fordeles på køn, alder, herkomst og varighed på ydelser. Disse data er for alle personer opgjort den sidste dag, den enkelte modtog ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb inden for den valgte periode.
Hvis en person er flyttet mellem 2 kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe mellem 2 perioder med ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb. Personen vil i opgørelsen tælle med i begge aldersgrupper, men kun som en person for hele landet.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2020 var 66 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer. Tal for arbejdsstyrke og befolkning kommer fra Danmarks Statistik
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen opdateres hver måned. Ved valg af måling fremkommer en uddybning af den valgte målingsgruppe, der bl.a. oplyser hvornår målingen sidst blev opdateret, og hvornår den næste opdatering forventes. Du kan i øvrigt få et fuldt overblik over opdateringskadencen for alle målinger under topmenupunktet Opdateringskalender.
Flere spørgsmål?
Kontakt: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø, telefon 72 21 74 00, Viden og Analyse/ e-mail jobindsats@star.dk
Der vises både udbetalinger, hvor der er registreret en skattelinje til modtageren samt udbetalinger, hvor personen i jobafklaringsforløb modtager løn fra sin arbejdsgiver, og hvor arbejdsgiveren modtager refusion svarende til ressourceforløbsydelsen for jobafklaringsforløb.