30.05.2024
Om antal delvise raskmeldinger/sygemeldinger
Hvad viser målingen?
Måling 1: Antal delvise sygemeldinger/raskmeldinger
Målingen viser antal forløb hvor den sygemeldte er delvis syge- eller raskmeldt i den valgte periode.
Måling 2: Andel delvise sygemeldinger/raskmeldinger i pct.
Målingen viser andel forløb hvor den sygemeldte er delvis syge- eller raskmeldt i pct. af antallet af sygedagpengeforløb inden for den valgte periode.
Hvordan er målingen beregnet?
Måling 1: Delvise sygemeldinger/raskmeldinger
Målingen opgør antal forløb hvor sygedagpengemodtageren er delvist syge- eller raskmeldinger inden for den valgte periode. I målingen indgår alle sygedagpengeforløb hvor der er en registrering af hvor mange timer den sygemeldte har genoptaget arbejdet. Registreringen af antal timer for genoptaget arbejde opgøres ultimo den valgte periode eller på sluttidspunktet for forløbet.
Måling 2: Andel delvise sygemeldinger/raskmeldinger i pct.
Målingen er beregnet som antallet af sygedagpengeforløb hvor den sygemeldte er delvis syge- eller raskmeldt inden for den valgte periode (jf. måling 1), i procent af antallet af sygedagpengeforløb i perioden. Antallet af sygedagpengeforløb i perioden svarer til antallet af sygedagpengeforløb primo perioden samt antallet af påbegyndte forløb i perioden.
Øvrige opmærksomhedspunkter
En person kan indgå i en valgt periode med mere end ét sygedagpengeforløb. Det kan eksempelvis være en person, der er sygemeldt fra mere end ét job. En person kan dermed også indgå i målingen med mere en én delvis raskmelding i en valgt periode, hvis mere end én af personens sygedagpengeforløb er berørt af timer, hvor personen har genoptaget arbejdet.
Pr 1. juni 2008 er arbejdsgiverperioden øget fra 15 til 21 dage. Arbejdsgiverperioden er efterfølgende øget til 30 dage for alle sygeforløb der er påbegyndt 2. januar 2012 eller herefter. Hver forøgelse af arbejdsgiverperioden medfører isoleret set færre og kortere sygedagpengeforløb.
Da der er mange efterregistreringer på sygedagpengeområdet vil antal forløb og personer i specielt den seneste måned erfaringsmæssigt blive øget ved næste opdatering af sygedagpengeområdet - omkring 5 pct. målt i fuldtidspersoner og 7-8 pct. målt i antal berørte personer og forløb. Det er især antallet af korte forløb der øges.
Sygemeldte forsikrede ledige modtager efter reglerne dagpenge de første 14 dage af deres sygemelding. Denne regel trådte i kraft den 5. januar 2015 og hensynet bag reglen er mindre administration af de kortvarige sygeforløb. De første 14 dages sygefravær for sygemeldte forsikrede ledige indgår pt. ikke i målingerne for sygedagpenge, såfremt sygeforløbet fra ledighed er kortere end 14 dage. En evt. indarbejdelse i målingen vil betyde en opjustering af antallet af sygedagpengemodtagere, sygeforløb og økonomi svarende til antallet af forsikrede sygemeldte ledige i perioden fra januar 2015 og frem.
Hvad kan målingen fordeles på?
Målingen skal fordeles på geografisk område og periode. Derudover kan målingen fordeles på køn, alder, herkomst og visitationskategorier. Disse data er for alle personer opgjort den sidste dag, den enkelte modtog sygedagpenge inden for den valgte periode.
Ved flytning mellem to kommuner afsluttes sygedagpengeforløbet i fraflytter kommunen og påbegyndes i tilflytter kommunen. Kommune opgøres ultimo perioden.
Læs mere om fordelingsvariable
Hvor kommer data fra?
KMD’s sygedagpengeregistre, dvs. KMD Dagpenge (sygedagpenge) til og med den 24. maj 2020 for alle kommuner, dog frem til og med den 24. november 2019 for Vejen og Helsingør kommuner og frem til og med den 23. februar 2020 for Assens, Ishøj, Randers, Vallensbæk og Århus kommuner. Derefter er kilden KSD og derudover Kommunernes sagsbehandlingssystemer.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen opdateres hver måned. Ved valg af måling fremkommer en uddybning af den valgte målingsgruppe, der bl.a. oplyser hvornår målingen sidst blev opdateret, og hvornår den næste opdatering forventes. Du kan i øvrigt få et fuldt overblik over opdateringskadencen for alle målinger under topmenupunktet Opdateringskalender.
Flere spørgsmål?
Kontakt: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø, telefon 72 21 74 00, Viden og Analyse/ e-mail jobindsats@star.dk