17.09.2025
Om antal voksenlærlinge opgjort i personer og fuldtidspersoner
Hvad viser målingen?
Måling 1: Antal personer
Målingen viser, hvor mange personer der har været i et forløb under voksenlærlingeordningen inden for den valgte periode.
Måling 2: Antal fuldtidspersoner
Målingen viser antal personer omregnet til fuldtidspersoner i et forløb under voksenlærlingeordningen inden for den valgte periode.
Hvordan er målingen beregnet?
Måling 1: Antal personer
Målingen er opgjort som antal personer, der har været i et forløb under voksenlærlingeordningen indenfor den valgte periode. Personer, der har været i et forløb under voksenlærlingeordningen flere gange inden for den valgte periode, tæller kun med én gang i opgørelsen. Hvis man f.eks. har valgt perioden ét år, og en person har været i to eller flere voksenlærlingeforløb inden for året, vil personen således kun tælle som én person i opgørelsen.
Måling 2: Antal fuldtidspersoner
Målingen er beregnet som summen af antal hverdage, hver person har været i et forløb under voksenlærlingeordningen inden for den valgte periode divideret med de hverdage, som hele perioden dækker.
Hvad kan målingen fordeles på?
Målingen skal fordeles på geografisk område og periode. Særligt for voksenlærlingeordningen gælder det for forløb påbegyndt inden 01/01/2020, at det geografiske område er bestemt af virksomhedskommunen. Dvs. hvilken kommune den virksomhed, som voksenlærlingen er ansat i, er placeret i. Hvis en virksomhed flytter mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet.
Målingen kan også fordeles på voksenlærlingens uddannelse- og forsørgelsesstatus inden voksenlærlingeforløbets påbegyndelse. Registrering af denne status blev først mulig i 2016, og forløb påbegyndt inden da vil derfor have en uoplyst status (med visse undtagelser i tilfælde af efterregistreringer). Med forældet uddannelse menes der en uddannelse, som personen ikke har anvendt de sidste 5 år.
Derudover kan målingen fordeles på køn og herkomst. Køn og herkomst er for alle personer opgjort den sidste dag, den enkelte er i forløb under voksenlærlingeordningen inden for den valgte periode.
Læs mere om fordelingsvariable
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra jobcenterets indberetninger i de kommunale sagsbehandlingssystemer samt manuelt indsamlet forløb.
I perioden 2009-2014 har STAR konstateret at jobcenterets indberetningen ikke har været konsekvent for forløb under voksenlærlingeordningen. STAR har derfor i 2015 gennemført en manuel indsamling og validering af forløb under voksenlærlingeordningen for forløb påbegyndt i perioden 2009-2014.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen opdateres hver måned. Ved valg af måling fremkommer en uddybning af den valgte målingsgruppe, der bl.a. oplyser hvornår målingen sidst blev opdateret, og hvornår den næste opdatering forventes. Du kan i øvrigt få et fuldt overblik over opdateringskadencen for alle målinger under topmenupunktet Opdateringskalender.
Flere spørgsmål?
Kontakt: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø, telefon 72 21 74 00, Viden og Analyse/e-mail jobindsats@star.dk